22 kilomerters filosofering

Har netop præsteret, at løbe og cykle i alt 22 kilometer. Troede godt nok ikke, jeg var i sand til det, men lever, det gør jeg sgu endnu! Er fuldkommen færdig i både krop og hoved og vil bare holde dejlig lang weekend, hvilket jeg i den grad gør nu. Det er vist velfortjent. 

   Jeg vil selvfølgelig også spise noget chokolade, selvom jeg udmærket godt ved, at det er spild af 22 hårde kilometer.. Men jeg falder i. Med begge ben og resten af kroppen. Sådan er det bare. Bum.

Jeg tænker forresten stadig på ham narren, mere end jeg burde. Faktisk hele tiden, og så igen. Derfor også gennem hver eneste af de 22 kilometer. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre, så lige nu gør jeg ikke noget. Tager en dag af gange, og ser så hvad der sker. Men hvis jeg kender ham og mig, hvilket jeg tror, at jeg gør, så sker der ikke noget. Jeg ville bare ønske, at han fortalte mig og hele verden, at han elsker mig, og at alt bare var lut og lagkage med flødeskum og skønne jordbær på toppen. Men det sker jo sjældent. Sådan noget rigtig fløde-søde kærlighed findes jo kun på film. Jeg håber stadig på det bedste. (Håber også, at han kommer i aften - selvom det sikkert er intet mindre end dumt)